Uddannelser og erfaring

Jeg fik min egen pony, Plette da jeg var 10 år gammel og vi udviklede et helt unikt bånd, da jeg brugte utroligt meget tid sammen med ham. Vi red uden sadel, fordi man dengang ikke kunne få de fine ponysadler til runde ponyer som man kan i dag, men jeg føler også at det var med til at give mig det unikke bånd og tætte kontakt, da jeg mærkede alle hans bevægelser så tydeligt. Jeg følte han kunne læse mine tanker, da jeg bare skulle tænke skridt, trav og galop - jeg er nu blevet meget mere opmærksom på den utrolige kraft vores samarbejde, kæmpe tillid og store kærlighed vi havde til hinanden har - det var udveksling af energier, følelser, gensidig tillid og respekt vores partnerskab var baseret på.

Social- og specialpædagog (august 2021 - januar 2025)

Telepati – Mathilde Denning (August 2019) og Malue Jasmine Silke Ramløs (April 2020)

Igennem telepatien øger jeg min bevidsthed om at følge min intuition, skærpe mine sanser endnu mere og stole på det jeg mærker både følelsesmæssigt og kropsligt. Dette bruger jeg hele tiden både i arbejdet med hestene, klienter og privat. Herudover har jeg lært at passe bedre på mig selv og min egen energi, så jeg ikke bliver drænet, men istedet mærker hvad der kan lade mig op og give mig energi.


Uddannet Lærings- og Aktivitets Instruktør - med hesten som guide - Horse and Humanship v. Marianne Florman og Dorte Christiansen (Maj 2019)

Med afsæt i denne uddannelse og de andre erfaringer jeg har både i forhold til min egen personlige udvikling og udvikling med hestene igennem årene startede jeg i 2019 stille op som Coach under navnet Hviids Hesteleg, Læring og Personlig udvikling. I 2020 oprettede jeg denne hjemmeside www.Hviidscoaching.dk.


Anatomi og fysiologi i samspil mellem hest og rytter - Claus Toftegaard (September 2018)

Dette har givet mig indblik i essensen af egen indre balance og hvor stor indflydelse denne bevidsthed har på egen psyke og samarbejde med hesten.


True Lead uddannet - True Lead Academy v. Marianne Florman (Juni 2018)

Min meget lærerige og betydningsfulde rejse tilbage til at lytte til mit eget hjerte, min krop og mine følelser. Denne rejse har gjort mig i stand til at åbne op for omverdenen igen og givet mig styrken og energien til at kunne hjælpe og forstå andre.


Balanceret Ridning

Undervisning, der øger min kropsbevidsthed, balance og forfiner samarbejdet med hestene.


Akademisk ridekunst

Undervisning, der øger min evne til at være mere tydelig i mit kropssprog og signaler til hestene både fra jorden og fra ryggen. Denne ridekunst tager udgangspunkt i at gymnastisere hesten så den forbedrer sit balancepunkt til at tage mere bæring fra bagparten og herved styrkes i forhold til at bære en rytter og undgå overbelastning af kroppen.


Civiløkonom, Cand Merc i relationsledelse og Category Manager i vindmøllebranchen

Jeg er også uddannet Civiløkonom, Cand Merc IMP (i relationsledelse) og har i 12 år arbejdet som Category Manager (Indkøbsansvarlig) hos Vestas Wind Systems og KK Wind Solutions

Med baggrund i min uddannelse samt job som Category Manager i vindmøllebranchen har jeg erfaret vigtigheden af at skabe personlig kontakt og tillid for at opretholde gode, langvarige relationer som begge parter kan drage nytte af. “Relationship Management”/relations ledelse er derfor en af mine styrker herfra, som jeg blandt andet bruger i forhold til hestene.


Herudover elsker jeg selv at lege med hestene med tricks, agility/miljø træning, at ride ture i naturen, ride med cordeo, ja i det hele taget udfordre mig selv og mine heste, så vi hele tiden leger, lærer og udvikler os sammen.