Personlig historie
Jeg er den midterste af en søskendeflok på 3 piger, født og opvokset på en planteskole i en lille by i Midtjylland, der hedder Gerning. Begge mine forældre har altid begge været selvstændige og brugt meget tid og energi på deres passion.
Jeg er nu gift og har 2 skønne børn i skolealderen. Vi bor på en dejlig landejendom i Studsgård iblandt alle vores dejlige dyr, både husdyr og dyr i naturen.
Jeg har altid elsket dyr og i særdeleshed heste. Jeg fik min egen pony da jeg var 10 år gammel og det var lykken for mig og min barndom – en ven der altid var der for mig og lyttede til mig uanset hvordan jeg havde det. Jeg har derfor altid selv brugt dyrene og især min pony til at mærke mig selv og snakke med dem om mine følelser.
Helt fra jeg var barn mærkede jeg at jeg skulle noget med heste og mennesker – ikke præcist hvad, men jeg mærkede at det var mit kald i livet. Jeg blev rådet til af mine forældre at tage en god uddannelse og få et godt betalt job, da der ikke er penge i at arbejde med heste, så det gjorde jeg.
I 2016 - efter lange uddannelser, at få børn og stress på jobbet - indså jeg pludselig, at jeg havde mistet kontakten til mig selv, mine følelser og jeg kunne ikke mærke hvad jeg virkelig ønskede og brændte for. Livet føltes ligegyldigt og jeg fandt det uoverskueligt og opslidende at leve. Jeg var ofte ved at falde i søvn når jeg kørte i bilen til og fra arbejde, havde svært ved at falde i søvn om aftenen og havde brug for total ro og mørklægning i mit soveværelse for at kunne falde i søvn. Jeg sov dårligt og uroligt om natten og vågnede de fleste nætter op imellem kl. 2-5 og kunne ligge vågen flere timer. Jeg havde angst, hjertebanken og kunne ikke se løsninger og nogen udveje for hvordan jeg og min familie kunne finde ro og bedring. Jeg havde konstant dårlig samvittighed over ikke at kunne slå til nogen steder og havde virkelig brug for hjælp, men kunne ikke tage imod dem, der rakte hånden ud. Jeg skubbede i stedet folk væk fra mig, fordi jeg ikke kunne rumme mere inden i mig, så det var en virkelig ond cirkel jeg var kommet ind i. Vores børn var naturligvis mærket af det, var stressede og vores søn begyndte at lukke mere og mere af for omverdenen, miste tilliden til voksne, blev mere og mere afhængig af mig, stak af fra skolen og fik udadreagerende adfærd.
Vores børn og hestene var min redning
Jeg mærkede trods alt at mine børn havde brug for mig og dem kan jeg ikke svigte. Jeg/vi har sat dem i verden og de er mit/vores ansvar, så jeg startede derfor rejsen tilbage til mig selv og mit hjerte. Dette igennem hestene og en “True Lead” uddannelse jeg tog hos Marianne Florman på True Lead Academy. Jeg begyndte at arbejde med min egen personlige udvikling og finde tilbage til mig selv, lytte til mig selv samt ære og respektere mig selv og mine grænser. Dette er en livslang rejse, som jeg vil ære og finde plads til resten af mit liv, da det er yderst essentielt for mig at jeg nu holder fast i at følge mit hjerte og derved holde fast i mig selv, mine følelser og i min indre kraft.
I forbindelse med True Lead uddannelsen har jeg brugt min hest Rufus til min personlige udvikling. Han er et tydeligt spejl for mig og til at starte med kunne jeg ikke forstå han var så stresset, bumlede ind i mig, løb med mig. Både han og jeg havde mange spændinger og ondt i kroppen. Nu, hvor jeg har fundet roen inde i mig selv, har vi det begge godt i kroppen, vi har stor gensidig tillid, vi rider uden sadel og med cordeo (et reb rundt om halsen), vi udfordrer hele tiden os selv og hinanden og lytter til hinanden. Rufus og jeg har opbygget et partnerskab, hvor vi hele tiden søger at udvikle os sammen, hvorfor min personlige udvikling har gjort en kæmpe forskel ved at bruge Rufus, min datters pony Kira og andre heste som mit spejl.
Jeg fandt hurtigt ud af at ikke kun hestene, men i særdeleshed også børnene er mit spejl. Når jeg bliver stresset, træt eller fyldt op, så bliver de urolige, frustrerede og rastløse, fordi det er den energi jeg udstråler og de derved opfanger. Som forældre påvirker vi vores børn meget mere end vi tror. Selvom vi ikke siger noget, så opfanger de vores energi - på godt og ondt. Sådan er det for hele familien, vi påvirker alle hinanden hele tiden. På denne rejse tilbage til mig selv blev jeg opmærksom på, at jeg skal følge hvad mit hjerte fortalte mig som barn. Det er nu blevet klart for mig, at jeg skal hjælpe mennesker igennem hestene med at mærke dem selv og deres hjerte – med hesten som en guide og ligeværdig partner.
Efter True Lead uddannelsen tog jeg den overbyggende uddannelse “Lærings- og Aktivitetsinstruktør - med hesten som guide” hos Horse and Humanship – Rideterapeutiske uddannelser ved Marianne Florman og Dorte Christiansen. En uddannelse hvor jeg nu har lært at lytte endnu mere til hestene og bruge hestene som guide til at vise vi mennesker hvad vi har brug for. Denne uddannelse, sammen med min rejse tilbage til mit hjerte, har åbnet op for et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg kan nu følge mit hjerte og min passion om at hjælpe dig eller dine pårørende til at finde ind til dit hjerte og følge din intuition samt turde stole på den og dine følelser.
I 2021 besluttede jeg mig for at tage en uddannelse som social- og specialpædagog. Både for at få muligheden for at indlede samarbejde med kommuner, som i stigende grad oplever udfordringer og knaphed på ressourcer til at hjælpe de mange børn og unge med mentale udfordringer, som ikke reagerer som ønsket på traditionelle behandlingstilbud. Jeg færdiggøre uddannelsen i starten af 2025 og er under uddannelsen blevet meget klogere os mennesker - ikke mindst gennem de forskellige praktikforløb på forskellige bosteder.
For mig er det at finde min indre ro, kontakt og balance i min egen krop og mit sind utrolig vigtig for at jeg mærker mig selv. Det er vigtigt for mig at jeg lytter til mit hjerte samt stoler på min intuition. Mister jeg min kontakt til mit hjerte, min krop og alle de følelser den viser mig, min indre ro og balance, mister jeg kontakten til mig selv.