Hvorfor bruge heste til personlig udvikling?
Først og fremmest skaber samværet med hesten en dejlig fornemmelse af RO og velvære, som gør det mere behageligt og mindre overvældende for dig/dit barn at mærke din krop og følelser end ved traditionel terapeutisk behandling. Hesten dømmer ikke, men gør det nemmere for dig/dit barn at arbejde med dig selv og dit kropssprog, da hesten er så tydelig i sit kropssprog.
Heste er et flugtdyr med et autonomt nervesystem, og responderer derfor instinktivt på omgivelserne og det menneske den er sammen med. Hesten afspejler menneskers nervesystem og ønsker af natur balance i nervesystemet, så den vil bruge sine naturlige instinkter til at skabe balance i sin krop. Instinkter som flugt, kamp, frys, orientering og forskellige former for bevægelse som at gabe, tygge, ryste sig, rulle sig, gumle mv. Hesten er et yderst sensitivt dyr, der afspejler menneskets aktuelle adfærd og følelser, og responderer instinktivt på vores individuelle måde at kommunikere på.
Hesten er i nuet og afspejler den følelse, tanke eller spænding du/dit barn har i øjeblikket – man kan sige at hestene er et begavet spejl. Jeg anvender denne egenskab hos hesten til at guide dig/dit barn til at sanse samt bevæge kroppen og herigennem registrere, anerkende og bearbejde de følelser du mærker i kroppen og således øge din kropslige bevidsthed. I din/dit barns personlige udvikling – med hesten som guide er det således hesten der er guide, mens jeg er dens assistent, som søger at formidle hvad hesten viser og ”fortæller”. Jeg støtter og coacher dig/dit barn til selv at mærke hvad hesten fortæller netop dig/dit barn.
Jeg bruger hesten som guide uanset om du er ramt af f.eks. stress, depression, lavt selvværd, angst, ADHD, PTSD, skolevægring, berørt af fysisk sygdom eller ønsker hjælp til forandring, blive mere nærværende, lære at kunne sige fra, at mærke kroppen mere og komme i større balance.
Citat fra min mentor Marianne Florman:
“Når vi bruger hesten som guide og anerkender dens kommunikation som feedback til os og vores samvær, er potentialet for vores personlige udvikling altid til stede.”
Selvom jeg bruger hestene som guide er der ikke krav til at du er vant til at omgås heste, jeg vil assistere dig hele vejen igennem og hjælpe dig med at vi holder den rette afstand til hesten der skal til for at du føler dig tryg. Som udgangspunkt arbejder vi med hestene fra jorden, men det tilpasses den enkeltes behov.